Roadtrip: Shangri-La

Billedet er taget klokken otte om morgenen i Shangri-La Pucaduo National Park. Det er bestemt et besøg værd, selvom indgangen koster 258 kinesiske yuan. Desværre er det mit eneste billede fra området…
Shangri-La var meget anderledes. Det var som om man ikke befandt sig i Kina længere. Men det var mest fordi det var så koldt – muligvis koldere end i Danmark lige de dage. Det havde været så varmt alle andre steder, så vi havde ikke været forberedt på denne by. Intet praktisk fodtøj eller overtøj. Så forestil jer det; sokker i sandaler, iført næsten alt medbragt tøj og sygdom. Jeg blev rigtig syg. Herfra og fire dage frem frøs jeg hele tiden og kunne ikke få noget mad ned. Jeg havde smerter i brystet og øverste del af maven. Det var svært at slappe af, når hele min krop var spændt på den måde – og vi var jo konstant på farten. Det hjalp heller ikke, at vi sad mindst seks timer i bil hver dag for at nå rejseplanen. Heldigvis, tog folk hensyn til mig og tilbød alverdens medicin. Intet af det hjalp. Det var først på hjemturen (vi tog samme rute hjem), da vi var i Lijiang, at jeg fik det bedre. Jeg blev rask pga. den varme sojamælk til morgenmad! Efter det måltid kunne jeg spise og drikke alt igen. Lidt nattesøvn og ro hjalp også til, men jeg var så taknemmelig for, at der trods alt var en “redning”. Især fordi jeg ikke bryder mig om at drikke almindelig mælk (medmindre det er i form af kakao, millshake, smoothie osv.), og nu kan jeg kompensere lidt med noget andet. Udover at drikke en masse kakao selvfølgelig.
At være syg og ligge på et koldt hostel er ikke spor sjovt. Man får ikke set noget som helst – i hvert fald ikke nok. Men så er det godt, at man kan købe 10 stk. postkort med flotte naturbilleder af området til den nette sum af 6 yuan. En anden ting der også gør stedet specielt er, at størstedelen af indbyggerne er oprindeligt tibetanere. Det kan man også se på indretningen, gaderne, boderne og spisestederne. Jeg har altid været fascineret af Tibet og har et ønske om at rejse derhen en dag, så det har været spændende at se Shangri-La. En anden gang skal vi bare lige have styr på rejseplanen OG vejrudsigten hjemmefra. 
Som sagt så har vi siddet mange timer i bil, så jeg har hørt rigtig meget musik på min gamle iPod. Siddende, ventende og sovende. Jeg fik den i syvende klasse ca. i 2005, og den kan stadig spille op til 12 timer uden at løbe tør for strøm. Måske kan endda spille længere. Nå, men et sted midt på en motorvej kommer denne sang frem. High School Musical. Det har jeg haft glemt alt om! Min iTunes er spækket med blandede genrer på godt og ondt, og se hvad den finder frem ved at blande. Jeg kan stadig den sang udenad… Heldigvis vækker det kun gode minder frem hos mig. 
På vej tilbage til Jianshui og dermed sidste dag af vores køretur gennem Yunnan provinsen får jeg smagt en ny snack: Langtidsholdbar hotwings. De bliver tilberedt og lagt i en pose, hvor alt luften bliver suget ud – og så har du en lille godbid, der holder i otte måneder. Jeg har ikke ligefrem hevet posen ud af hånden på dem. Det tager lidt tid at overveje sådan nogle mærkelige ting. For mig altså. Men maven vinder over hjernen, for jeg var ret sulten. Det har en underlig konsistens. Ligesom noget Jell-O? Hvad er det på dansk? Hm.. Men selve smagen er god nok. Det er hotwings. Jeg kunne godt finde på at spise det igen – det er ikke så slemt som det måske lyder. Men det er fuldt forståeligt, hvis man tager en pose chips i stedet :-)) For resten er deres chips her slet ikke det samme som i Danmark. Fx er Lays rimelig rundt over hele verden, men de “almindelige” smag som salt, barbecue, sour cream and onion osv, de findes ikke. Deres lækkerier byder på helt andre smag; tang, agurk, kylling og majs. Når jeg siger kylling og majs, så smager det helt seriøst som en bid kylling og en kolbe majs. Det er for skørt. Jeg savner chips. I stedet spiser jeg æbler, hver gang trangen opstår. Jeg er ufrivillig sund… 
Så kan jeg lære det.
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Rejse, Roadtrip. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar