Rewind: Japan 2014

Ja, det var jo meningen, at jeg ville komme med en masse indlæg undervejs på min rejse i Japan. Men jeg må ærligt indrømme, at det var en blanding af dårlig netforbindelse og dovenskab efter en lang dag i heden. Det var omkring de 35-40 grader dagligt med en rigtig høj luftfugtighed. Der rendte jeg stort set rundt med Monica-hår hele tiden (Hvis I har set det Friends-afsnit, hvor de er i Barbados – så forstår I mig). Det har været en af de bedste rejser, som jeg har været på. Japansk på aftenskole op til turen har virkelig reddet min røv. Jeg har snakket med så mange japanere rundt omkring, og selvom de snakker lynhurtigt, så lykkes det mig alligevel at fange konteksten. Til oktober starter fortsætter-kursus – og der har jeg også tænkt mig at deltage.
Kyoto var et fantastisk sted. Da jeg ankom med lyntoget Shinkansen fra Tokyo var det desværre møgvejr. Regnen skyllede ned over hele byen. Der var næsten ingen mennesker på mit hostel på det tidspunkt – de stod nok i læ et eller andet sted i byen. Men dagen efter var vejret udemærket, så jeg valgte at tage til Fushimi Inari Taisha i det sydlige Kyoto. Jeg ville gerne have taget hele vandreturen i bjergene, men sådan en tur skulle angiveligt tage 3 timer. Det var 40 grader i den bagende sol, og jeg var ikke forberedt – kun iført en kjole og et par billige, flade sandaler. Men den tur blev hurtigt noteret, så jeg er klar til næste gang. Jeg havde jo kun den ene dag tilbage, hvorefter jeg skulle videre til Hiroshima. 
I Hiroshima overnattede jeg hos en tidligere kollega fra Danmark. Det var en rigtig spændende by. Hun boede lige i nærheden af Peace Memorial Park, hvor jeg bl.a. kunne se the A-Bomb Dome. Jeg fik vist nok også lige ringet lidt på Fredsklokken. Selvfølgelig med respekt over for mine omgivelser.
Jeg mødte for resten en svensker i Shinkansen, som jeg fulgtes med til Miyajima. Det tog ca. en times tid fra Hiroshima centrum. På øen lever rådyrene i det fri og vandrer bare rundt i byen. Heldigvis havde jeg ikke noget mad på mig, som de fik færten af – ellers var de nok gået efter mig. Ikke ligesom med aberne i Thailand..
Oh dear Lord, the food!!! Jeg spiste sushi næsten hver dag, hvis jeg kunne komme til det. Min moster og onkel valgte også at lave sushi derhjemme på min sidste aften i Tokyo. Og hvor kom laksen fra? Norwegian’s finest! Jeg fik også smagt søhest-sushi på en meget, meget dyr restaurant. Min onkel er noget af en gourmet mand, så vi fik smagt lidt af hvert. Jeg købte også en masse tørret tang og diverse krydderier og fyldte kufferten.
Man kan jo ikke rigtig tage hjem fra Japan uden et par Purikura-billeder med på vejen. I spille-hallerne / arkaderne stod der en masse japanske teenagere i kø for at få taget disse billeder i fotobokse – iklædt det fineste tøj og med ekstra meget pudder. De skulle jo have taget “model-billeder”. Og der var nok også et kærestepar eller to, hvor fyren måtte give efter og holde pigen i den ene hånd, samt hendes taske i den anden. Så meget kærlighed i et gamecenter. 
Nå, det var et ekstremt kort resume af min 3 ugers rejse rundt i Japan. Tokyo, Kyoto, Hiroshima, Miyajima, Osaka og tilbage til Tokyo. 2700 kilometer i tog på 7 dage. Sushi i massevis…
Jeg glæder mig allerede til den næste tur!
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Rejse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar