Mine tanker om Thai-Bo

Snap fra i lørdags: En tom biograf da vi skulle se The Wolf Of Wall Street…
I weekenden sørgede jeg for at booke hold for fire dage i træk. Nok lidt for ambitiøst i forhold til, at jeg ikke rigtig har holdt træningen ved lige i det nye år. Så jeg skulle da lige afprøve en masse hold! Jeg havde kun prøvet et enkelt yoga-event – ellers havde jeg kun benyttet mig af fitness-området. Og jeg vil egentlig gerne fortælle jer, hvad jeg synes om det.
Inden træningen: Jeg var møghamrende træt. Selvom holdet først startede klokken 10 i Slagelse, så havde min veninde og jeg set The Wolf Of Wall Street aftenen inden – og hvis I ikke allerede var klar over det, så varede den hele tre timer! Jeg kom alt for sent i seng. Men samtidig med at jeg halvsov i bilen på vej derhen (jeg kørte ikke!), så var jeg faktisk spændt og lidt nervøs i forhold til, om jeg kunne klare det og følge med.
Under træningen: Der var enormt koldt i holdsalen. Vi var kun 8-10 stykker, der havde tilmeldt sig holdet, og vi frøs alle sammen. Instruktøren stod og fumlede med det tekniske i hjørnet, og jeg skød på, at hun enten var på alder med mig eller en anelse ældre. Det startede egentlig fint nok med et godt tempo, og hun virkede meget nede på jorden. Men omkring 10 minutter inde i timen fik jeg det dårligt. Crap. Jeg kunne ikke få luft, fordi der var så iskoldt i lokalet. Jeg kæmpede dog videre i et lidt mere dæmpet tempo, indtil jeg kom ovenpå igen. Derefter var det skide sjovt, fordi jeg fik fat i koreografien med serier af slag og spark. En fed start på dagen!
Efter træningen: Det var virkelig dårlig stil. Men vi gjorde det altså. Efter en god omgang træning ville vi spise frokost sammen, og vi var enige om, at det skulle være lækre bagels. Vi kørte forbi yndlings-bagels-stedet, hvor der selvfølgelig var lukket. Det var jo dumt at vente en time på det, når jeg også skulle videre til Taastrup. Så det endte altså med McDonalds. It’s was all worth it. En cheeseburger, en lille omgang pomfritter og en mellem danskvand. Jeg havde ikke fået McD, siden jeg var i Thailand engang i efteråret – og der valgte jeg heller ikke burger. Nå, det vigtigste var jo nok, om jeg fik ondt efterfølgende. Dertil kan jeg sige: Et kæmpe fedt JA! Min krop gjorde så ondt over det hele, så jeg var nødt til at aflyse boksetræningen i mandags. Men selvom det stadig gør ondt(!), så kan jeg varmt anbefale denne form for træning! Og da det ikke findes i Taastrup og omegn, så må jeg nøjes med det i weekenden, når jeg er i Korsør…
Dette indlæg blev udgivet i Tanker. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar