Merry Christmas!

Der har været stille herinde på det sidste, men jeg har simpelthen haft enormt travlt – på den gode måde, og hygget her i julen. I sidste uge var jeg til jobsamtale i København, og jeg har fået tilbudt et fuldtidsjob inde på et kontor pr. 6. januar! Det bliver mærkeligt. Det føles så “voksent”. Jeg har i princippet opsagt jobbet som hhv. lærervikar og tjener, men den sidstnævnte stilling kommer jeg nok ikke til at slippe helt. Jeg har tilbudt at hjælpe til i weekenderne lige så længe, som de har brug for. Min kæreste skal på højskole næste måned, så ham kommer jeg ikke til at se så meget til det næste halve år. Derfor er det perfekt timing, at jeg kan arbejde på fuldtid frem til studiestart på uni omkring august/september. Desværre, må jeg så lægge min drøm om 3 måneders sprogskole i Tokyo på hylden indtil videre. Jeg overvejer i stedet at rejse dertil i to ugers tid i sommerferien. Men intet er fastlagt, for det skal jo gerne passe med det nye arbejde, samt det projekt der absolut har første prioritet: Finde en lejlighed i København. Eventuelt en 2-værelses fra start af, så kæresten bare kan flytte ind til sommer. Det ville være den bedste fødselsdagsgave til mig! (30. juli, hvis nogen er i tvivl) Selvfølgelig tager jeg ingen forhastede beslutninger, da jeg ved, at der kan ske meget ved at være adskilt i så lang tid. Heldigvis, befinder vi os ikke på hver sin side af kloden! Så hvis vi kan klare det igennem min rejse til Kina og hans ophold i Nepal, så burde det også lykkes denne gang. Men jeg tager det stille og roligt. Planen er først og fremmest lære jobbet at kende og blive god til det! Der er bare ikke fedt at være ny på arbejdet. Nu er det også længe siden, at jeg har været i den situation…
Denne juleaften hos min onkel og faster er gået meget bedre i forhold til sidste år, hvor der både manglede kartofler(!!!) og ris a la mande. Men jeg glæder mig altså til at holde det hos min mor næste år, hvor man bare kan gå ind på sit eget værelse, når det bliver for sent, og de andre er taget hjem. Det var lidt hårdt at slæbe på gaver frem og tilbage i regnen her i nat, men vi klarede det. Jeg har været så heldig i år (det siger jeg egentlig altid, men det er sandt). Der findes simpelthen ikke dårlige gaver! Måske kun i pakkeleg, når man får et løg eller en stor sten. Nævner ingen navne, men det skete på restauranten… Anyway, så har jeg været til årets julefrokost i dag, mener jeg i hvert fald. Jeg har tilbragt dagen med min kæreste og hans søde familie med mad-maraton/æde-gilde fra klokken 14 til sent om aftenen + pakkeleg med vanvittigt mange gaver til syv personer. Det har været så hyggeligt, men jeg kan også mærke nu, at min krop siger stop – gå i seng. Så det vil jeg gøre. Jeg vender stærkt tilbage i morgen eller “senere”, hedder det vel. Glædelig jul til jer alle!
Dette indlæg blev udgivet i Jul. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar