En virkelig travl weekend…

travl weekend

I fredags skete der noget, der bare ikke måtte ske. Det blæste ret meget, da jeg cyklede om morgenen på vej til arbejde. Det var bidende koldt, så jeg kunne ikke mærke, at mit sjal var gledet af i den ene side. Lige pludselig var der noget, der trak mig tilbage rundt om halsen – og jeg nåede heldigvis at hoppe af uden skrammer, MEN… Mit kære Doodler sjal sad fast i cykelhjulet – spist af cykelkæden. Jeg gik fuldstændigt i panik. Klokken var kun 8:10, og der var ikke mødt andre ind på kontoret end mig. Flere mennesker gik forbi mig og sagde øv. En ældre herre valgte at påpege situationen ved at sige “Det er godt nok noget lort, hva’?” No shit, Sherlock. Jeg var ved at græde. Jeg havde slet ikke tid til at tænke over, hvor galt det kunne gå, og at jeg var okay osv. Nej, mit sjal var fucked – og jeg bandede nok også i et stykke tid, før jeg blev rolig igen.

Min kollega fik så hjulpet mig, da han kom. Men sjalet var gået op flere steder, og der var cykelolie over det. På billedet her har jeg haft lappet det sammen, dog kan man stadig se skrammerne. Det er nu sendt til vask hos svigermor, så jeg krydser fingre for, at hun kan trylle. Hvis ikke… Ja, så må jeg jo bare strikket et nyt. Jeg har jo masser af tid! *host*

travl weekend

Jeg har trøstet mig selv med nemme projekter som for eksempel karklude. Både strikket og hæklet. Jeg prøver at få tømt mit garnlager. Det går bare ikke så stærkt. Og jeg kan tydeligvis ikke overholde et købestop.

travl weekend

En travl weekend for mig er naturligvis ikke kun det, at mit sjal går i stykker. Efter arbejde i fredags skulle jeg direkte på CBS for at skrive opgave med min studiegruppe. Herefter videre med toget til Korsør for at besøge min mor. Lørdag eftermiddag skulle jeg til Skælskør for at fejre min svigerfars fødselsdag. Søndag morgen skulle jeg være tilbage på CBS klokken 8 for at deltage i et 7-timers kursus i optimering af virksomheder… Og så blev det mandag – en dag hvor jeg arbejder fra klokken 9-17 og er på studiet fra 17-21. Jeg glæder mig virkelig meget til weekend.

Min mor havde for resten overrasket mig med det eneste form for lakrids jeg kan lide (den dyre slags), og min nye hæklebog kom med posten i weekenden. Så det var ikke helt skidt det hele.

travl weekend

Jeg fik aldrig vist jer min fine præmie fra Uldstedet, som jeg vandt i deres konkurrence i forbindelse med AOH messen. 4 nøgler af noget super lækkert cashmere garn. Jeg har ikke besluttet mig for et projekt til det endnu. Måske du har en idé til det? 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Garn, Strikket og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar